Odder Golfklubs talentfulde spillere, Rasmus Wagtmann, Sebastian Wiis, Søren Lind og Rasmus Lind nåede søndag d. 12 oktober til finalen i Sportsjournalisternes Juniorholdturnering, som blev afviklet i Brønderslev Golfklub.
Lørdag blev det indledende slagsspil spillet over to runder, hvor de 4 bedste hold fra øst og vest deltog. Efter de 36 huller skulle søndagens 2 finalister til hulspillet findes. Det blev rigtig tæt, men Odder drengene slog Københavns Golf Klub med et enkelt slag og var derfor klar til finalen mod Viborg, som blev en suveræn vinder af slagspillet.
Sidst Odder drengene mødte Viborg var for 3 uger siden, hvor Viborg desværre endte med sejren i semifinalen i Junior Elite holdturneringen.
Odder vidste derfor, at søndagens hulspil ville blive svært. Efter finalen måtte Odder drengene da også endnu engang se sig slået, af et bedre spillende Viborg hold. Desværre blev det ikke Odder drengene, der skal en tur til The Open 2015.
I weekenden blev der også spillet Mini Super Cup for de 8 bedst placerede i U14 rækken i Junior Distrikts Tours tre distrikter i Jylland. Turneringen blev spillet som hulspil over to dage med både singler og fourball. Her var Odder Golfklub repræsenteret af Rasmus Fuglsang Graae. Efter lørdagens runde i Hals Golfklub, havde Rasmus og Distrikt 2 en solid føring.
Søndag blev der spillet i Brønderslev Golfklub, hvor Ramus fik lidt opbakning af junior elite drengene og deres forældre og med super spil af Rasmus og resten af Distrikt 2, kunne de midtjyske hold tage hjem med guldmedaljerne om halsen.
Samtidigt kan det også nævnes, at Søren Broholt Lind netop er udtaget til udviklingstruppen til juniorlandsholdet for sæsonen 2015. Endnu et bevis på at klubbens junior/elite arbejde begynder at give pote.